Kulturmøte

Charles Thomas-Stanford var ein av dei mange engelskmennene som rundt århundreskiftet 1900 kom til Noreg for å fiska laks. I 1903 skreiv han boka A River in Norway. Elva var Gaula og boka kom året etter på norsk. Ei interessant side ved boka er den engelske laksefiskaren sitt møte med landet og nordmennene. Inn i mellom utgreiingane om laks og avansert laksefiske, får me gjennom heile boka korte karakteristikkar og skildringar av personar og hendingar.

Kjøpte varer og tenester

Engelskmennene kjøpte varer og tenester lokalt. Dei leigde seg rom, handla på buene og leigde arbeidshjelp. Thomas-Stanford nemner ei kokke frå Stavanger-kanten og han fortel noko om dei som hjelpte til med laksefisket, - rorskarar og kjeksarar. Kjeksaren var mannen som sytte for å hogga kjeksen i fisken og få han trygt opp på land. Eit anna ord for kjeks var klepp, og mannen som brukte kleppen, var ein kleppar.

To mislukka kjekse-episodar

Felles for dei to mislukka kjekse-episodane Thomas-Stanford fortel om, var at det var store fiskar han hadde fått på kroken, og at kjeksaren i kvart tilfelle greidde å hogga kjeksen i fisken, men mislukkast med å halda taket. I det eine tilfellet, i Gaula, stakk skaftet på kjeksen opp i overflata og dei greidde å få berga både kjeksen og fisken, i det andre tilfellet, i Årøyelva, sleppte både kjeksen og fiskekroken taket. Og - "Damn!!!" sette han i, den uheldige kjeksaren.

Merknad: Thomas-Stanford oppgjer ikkje namnet på klepparen sin i Årøy. Johan Årøy var kleppar for oberst Hargreaves i 1910. Han var kleppar i Årøy i ein mannsalder.

Ikkje berre imponert

Engelskmannen var ikkje spesielt imponert over kjeksemennene sine, bortsett frå ein, kjeksaren hans i Årøy. Han hadde lagt merke til at om nordmennene var aldri så trege i vesenet sitt, så blei dei nervøse når det kom til at dei skulle hogga kjeksen i laksen. Under opphaldet i Osen i Gaular fortel han om fleire hjelparar, gamle Lars på over 80 år og to Anders-ar, ein god del yngre. Å mislukkast som kjeksar var elles det verste som kunne skje ein kjeksar. Her følgjer så Charles Thomas-Stanford si skildring av dei to hendingane.

Kjekseskaftet stakk opp i overflata

"Som regel har jeg ikke fundet, at de norske udmerker seg i denne henseende [kjeksing]. Trods den træghed, som ellers almindelig kommer tilsyne i deres væsen, synes de at blive i høi grad nervøse, naar det kommer til, at en fisk skal "hugges". En meget god mand, som ellers paa andre maader var mer end almindelig snartænkt og rask, kunde da gjøre alleslags besynderlige ting. Hans værste bedrift var at hugge kjeksen i en attenpunds fisk [1 pund - 0,45 kg] og derpå slippe haandtaget paa kjeksen. Der i pollen gik fisken med kjekseskaftet stikkende op i overfladen. Heldigvis sat kjeksekrogen fast, og det endte godt alligevel, men jeg tilstaar, at fiskerens sindsligevegt blev sat paa en haard prøve, og at han brugte sterke udtryk.

Sikker kjeksar i Årøyelva

Jeg har truffet paa én udmerket undtagelse, og dersom denne mand gjorde galt en enkelt gang i et kritisk tilfælde, saa var det, fordi han forsøgte at gjøre noget, som laa udenfor menneskelig magt. Jeg holdt paa at fiske i Aarøelven, maaske den merkeligste elv i Norge. Den er knapt en mil [1 engelsk mil - 1,6 km] fra fjord til fos; næsten hele elven er en skummende, rivende strøm; der findes knapt en poll, og alligevel er fisken der af sværeste slags. Jeg antager, at den i gjennemsnit er mindst 25 [teikn for pund], i enkelte sæsoner 30 [teikn for pund]. Firtipundere er ikke sjeldne, og en på 68 [teikn for pund] blev fanget der med "prawn"-slug for nogle aar siden. (En afbildning af denne med flue i munden sees ofte at smykke et butikvindu i Pall Mall" [gate i London].

Merknad: Det var skotten Wilfred Burton Rowel Kennedy som i 1895 fekk rekordlaksen på ca 34 kg.

Måtte vada ut ut i straumen

Det var i august maaned i den meget varme sommer 1901: elven var i høieste flom, og smeltningen af isbræen ovenfor gjorde den aldeles melkefarvet af brævand. Jeg brugte sekstvunden wormgutfortom og følte mig dog ikke ganske sikker paa, at den vilde holde. For at kjekse fisken maatte kjeksemanden vade helt ud i denne voldsomme strøm, og undertiden syntes hans liv at være mer i fare en fiskens.

Fast fisk - 20 kilos

I en dyb høl, som man kaldte "Prawn"-hølen - 68-punderen vare bleven fanget der - fikk jeg med en "prawn" tag i en fisk paa omkring 40 [teikn for pund]. Det var en meget spræk fisk; først rusede den voldsomt afsted tvers over elven og ind i en liden høl paa den modsatte side; derpaa gik den nedover med strømmen omkring hundrede yards [1 yard - 0,9 m] og fandt der skjul bag en klippe et stykke fra landbredden. Det syntes vanskeligt at faa den frem fra dette tilflugtssted, og selv om man ikke fik den frem, vilde den sandsynligvis søge længer nedover, hvor det vilde blive næsten umuligt at faa den i land.

Vill kamp

Min kjeksemand vadede derfor, trods mine indvendinger, helt op til brystet ud i strømmen. Medens han anstrengte sig, saa godt han kunde, for at staa fast, dukkede han pludselig under og huggede kjeksen i fisken. Han fik draget fisken op i overflade, og saa blev der en vild kamp; men han var ikke i stand til at komme tilbage til land med den, og han maatte lade den gaa igjen.

Vonbroten og utmatta - "damn"

Fisken gik udover stryget nedenfor, og saa slap krogene taget. Den stakkels kjeksemand, gjennemvaad, udmattet og overvældet af skuffelse og ærgrelse, kastede sig ned paa jorden og udbrød - ikke med sine ubændige forfædres kraftige eder - men med ordet "damn". Saaledes spreder vi englændere vor civilisation ud over jordens overflade."

Merknad: Pr. 2008 er det engelske kraftordet "damn" mykje brukt i England og ikkje rekna som særleg sterkt. Det kjem av det engelske verbet to condemn i tydinga å fordømma til evig pine, til helvete.