Kulturhistorisk leksikon

Meir informasjon om denne artikkelen

Meir informasjon om denne artikkelen

Omtalt

Publisert: 03. februar 2018

Sist oppdatert 15. august 2018

Kategori

Kommune

Amerikabrev frå Øvre Amla



I 1894 fekk godseigar Hans K. Heiberg på Øvre Amla post frå Gunhild, ei kvinne som hadde tenestegjort hjå han før ho flytta til Amerika med familien sin. Saman med brevet følgde det to dollar - eit oppgjer med gammal skuld.

Brevet Gunhild sende til Hans K. Heiberg

Brevet Gunhild sende til Hans K. Heiberg

Eigar: Fylkesarkivet i Sogn og Fjordane

Datering: 1894

Amerikabrev

Dei norske utvandrarane til USA sende ein strid straum av brev til slekt og vener i Noreg, der dei skildra reisa og møtet med det nye landet. Amerikabreva er ei førstehandskjelde til dei opplevingane og inntrykka emigrantane erfarte. Den svære mengda med brev som gjekk attende til gamlelandet gjev eit variert bilete av den norske utvandringa til USA.

Sogeskrivarar har hatt lett for å trekkje fram dei vellukka emigrantane. Det er ikkje utan grunn. Mange fekk eit godt liv i USA. Men ein heil del erfarte også at det ikkje berre var søtmjølk og honning som møtte dei i det lova landet. Rekneskapen hadde både pluss og minus.

Brevet frå Gunhild skildrar sorg og menneskelege tap. Det kjem med konkrete opplysingar om korleis det gjekk med ho og familien i USA. Kanskje er det likevel mest eit brev som fortel om anger og sjeleleg uro, og dermed i først rekkje eit vitnesbyrd om personen som skreiv det.

Øvre Amla

Øvre Amla er ein av to storgardar på Kaupanger i Sogndal kommune. For båe godsa la rike skogressursar grunnlag for store inntekter. Det var difor trong for arbeidskraft til tømmerhogst og sagdrift, noko eigarane av Øvre Amla løyste ved å knyte til seg husmenn.

Gunhild og familien budde fleire år på Amledalen, ein av dei eldste husmannsplassane under Øvre Amla. Mannen Hans kom frå Åretun i Lærdal. Saman fekk dei to jenter, Gjertrud og Gurine. I 1874 emigrerte huslyden til USA. I det nye landet slo familien seg ned i Mitchell County, heilt nord i delstaten Iowa.

Brevet til Hans K. Heiberg


Gunhild byrja brevet sitt slik:

Kjære gamle huuspund Hans Heiberg
Jeg som for lang tid siden har været deres tjeneste Pige, vil tage Pennen og Skrive til Dem, og bekjænde min Store Synd og Skyld imod Eder, som jeg paa drog mig imedens jeg var hos eder, til min Samvittigheds bebridelse og Synd imod Gud, og imod Dem, og nu da Herren af sin ubegribelige Naade har ladet mig leve i Naadetiden saa længe at jeg kan faa bekjende mine Synder baade for Gud og Mennesker, saa vil jeg fortælle dem min Store Skyld ihaab om at de vil tilgive mig,

Så kva var brotsverket hennar? Med ein slik anger må det vel ha vore ei grov synd? Gunhild sitt skriftemål lydde slik:

da jeg var i Ofredalen, blev mine Sko saaler saa udslidt at jeg blev barfodet, saa var der en Gammel kone som endelig vilde kjøbe 2 Gammel Oster, og da lod jeg mig af Satan forføre, og Solgte dem til hinde, og dette Skulde for lang tilbage have været erkjendt og Rettet, jeg kan ikke Erindre hvor Mange Skilinger jeg fik for dem, men jeg vil sende dem 2 Amerikanske Daler, saa troer jeg Sikkert det er betalt, der skulde med rette fulgt Renter med ogsaa, men da jeg er en fattig Enke saa formaar jeg ikke det, hvorfor jeg vil haabe de vil være fornøiet saa beder jeg dem Ydmygt om tilgivelse baade for min lange forsømmelse, lige saavel som jeg haaber at Gud har tilgivet mig i Christo al min Store Skyld og gjæld imod ham, og tilgiver mig Dagligen alle mine feil og mangler og oppe holder længsler efter at forenes med ham i min Sjæl og nu vil de som ventelig er spørge hvad er det for en tjeneste pige som jorde dette, saa maa jeg med skam og bludsel svare dem, det var jeg Gunhild Olsdatter fra Sogndal som gjorde dette, jeg som blev gift med Hans Bjørk fra Lærdals Præstegjeld, som de vet, saa vil jeg bede Dem hjertelig om tilgivelse og til tægn paa at de har tilgivet mig, saa vil de være snild og Skrive Nogle Ord til mig, før bliver jeg ikke tilfræds,

Skosolane var så utslitne at ho i praksis gjekk berrføtt. Andre i ein tilsvarande situasjon ville kanskje ha forsvart seg med at det var ei naudhandling. Fotty er det trass alt vanskeleg å klare seg utan. Men Gunhild kom ikkje med lettvinte bortforklaringar. Ho hadde synda, og måtte gjere opp for seg. Vårherre hadde ho allereie bede om tilgjeving, og no måtte godseigaren på Amla gje ho eit teikn på nåde, elles vart ho ikkje kvitt bringeverken.  

Gunhild opplevde mykje sorg og liding i Amerika. Slik fortel ho om lagnaden sin til Hans K. Heiberg:

Det kom for mig Maaske de har Lyst at høre hvorledes jeg lever, saa vil jeg fortælle Dem, at min Mand er Død for Mange Aar tilbage, jeg havde 2 Børn de er ogsaa Døde, saa jeg er Allene tilbage i dette Fremmede Land, min Mand blev til min store Sorg overkjørt af et Train, min yngste Datter Døde efter 2 ugers Sygeleie 16 aar gammel, den same uge som min Mand, saa havde jeg min Elste Datter ijen da havde hun været syg i 2 Aar, siden levede hun i fem Aar, og naar hun Døde var hun 24 Aar, hindes Føder var samen krympede af verk hun led store Smerter, jeg har ikke Rum til mere nu lev vel

Det var ikkje lite motgang Gunhild møtte i USA. Først døydde mannen og Gurine, den yngste dottera. Dei fall frå same veka, truleg må det ha vore i 1882. Fem år etterpå gjekk òg eldste jenta Gjertrud bort. Ho hadde då vore sjuk i fleire år, og sleit med store smerter.

Men Gunhild stod ikkje heilt aleine att i «dette fremmede land». Avslutningsvis kom ho med fylgjande opplysingar:

Jeg lever ved min Broder, har et lidet Huus for mig selv, det har ikke Staaet paa mig til denne Dag Herren har Faderlig Sørget for mig.

Gunhild døydde i 1898, 70 år gammal. Om ho fekk absolusjonsbrev frå Heiberg er uvisst.

kjelder:

Fylkesarkivet i Sogn og Fjordane. SFF-2013149 Øvre Amla, gnr. 106


Timberlid, Jan Anders og Selseng, Berit: Sogndal bygdebok : gods, gardar og folk i Kaupanger sokn. Band 2.