Kortversjon

Det var om ettermiddagen, 2. pinsedag (5. juni) 1808 at Mads Sørensen Kinn var på utkikk oppe på Kinnfjellet. Han fekk auga på to skip om lag seks mil frå land og tre mindre båtar med kurs innover berre ei mils veg unna. I Kinnesundet låg to nordfarjekter for anker. Mads trudde det var engelskmenn. Han skunda seg ned og varsla. Somme rømde unna.

Båtane kom raskt inn i Kinnesundet. To la til ved jektene, den tredje lende ved bryggja. Dei ubedne gjestene tok seg inn i to hus. I det eine for dei høfleg fram. I det andre røva dei med seg salta fisk, klede og fikereiskapar. Dessutan tok dei med seg to robåtar og begge jektene. Raidet var over på halvannan time. Ingen vart utsette for fysisk vold

Kystvernet vart alarmert og kom på staden dagen etter, men då var det ingen engelskmenn å sjå. Om hausten blei det halde krigsrett.

Om strandhogget i lokalavis

Florøavisa Nordre Bergenhus Amtstidende (NBA) hadde 12. mars 1885 eit stykke om det engelske strandhogget på Kinn i 1808. Det er interessant på fleire måtar, som uvanleg og dramatisk hending på kysten av Sogn og Fjordane, som døme på ei hending i ei tid Danmark-Noreg var i krig med England, og som døme på korleis det lokale kystvernet fungerte. Stykket er informativt og verkar påliteleg. Det byggjer på referatet frå ein krigsrett.

I denne framstillinga gjev vi att stykket slik det stod i NBA. Mellomtitlar og forklaringar i hakeparantesar er innsette her. Ei innleiing handlar om kystvern og engelsk sjøblokade.

Kystvern

I 1804 fekk landet eit kystvern. Det var eit slags heimevern, organisert i fem, seinare fire, innrulleringsdistrikt. Kvart distrikt vart inndelt i divisjonar og desse igjen i seksjonar. Alle stridsdyktige menn i alderen 16 – 56 år hadde tenesteplikt så framt dei ikkje var innrullert elles.

Fastlandsblokade

”Engelske krydsere stengte hver havn”. Det står i Henrik Ibsen sitt dikt om Terje Vigen. Åra 1807 – 1814 var vanskelege år for landet, med periodar av krigstilstand, elendige kornavlingar og sjøblokade. Napoleon kontrollerte kontinentet. Danmark-Noreg var nøytralt til 1807. Då kom Danmark-Noreg med på Napoleon si side. Napoleon ville stengja England ute frå fastlandet. England svara med å innføra blokade frå si side. Engelske skip kapra fartøy som prøvde å bryta blokaden, og det hende at engelskmennene gjorde strandhogg fleire stader. På den andre sida svara nordmennene med å driva kaperfart med små kanonbåtar mot engelske fartøy. Båtane hadde ofte patriotiske namn. ”Den norske Djævel” var ein av dei.
 

Strandhogg på Kinn 1808

I aaret 1808 hadde Folket ude paa Kinn en uhyggelig Pintsehelg. Engelskmændene kom nemlig paa Besøg til dem.

Observerte skip og båtar

Den 6te Juni, som var 2den Pintsedag [5. juni], Kl. 2 ½ eller 3 om Eftermidddagen, da Mads Sørensen Kinn var paa Udkig oppe paa Kinnnsfjeldet, fikk han øie paa to Skibe langt ude paa Havet efter hans Gisning omtrent 6 Mil [1 mil her truleg 1 eng sjømil = 1478,5 meter] fra Land. Da han samtidig, saa to større og en mindre Baad, som ikke var længere fra Land end en Mils Vei, komme indover, fik han den Tanke, at det var Engelskmænd, som vilde gjæste dem.

Varsla folk

Han skyndte sig ned af Fjeldet og varskuede Naboerne. Henrik Johannesen Kinnesund blev sendt over til Reksten [øya Reksta på andre sida av Kinnesundet] med Besked til Folkene der, at de maatte samle sig og med sine Vaaben indfinde sig i Kinnesund for at forsvare sig mod det forventede Angreb.

Jekter kom seg ikkje unna

Men Fienderne vare allerede komne for nær; thi strax Henrik efter udført ærinde var kommen tilbage fra Reksten, kom ogsaa de tre Engelske Baade, der vare bemandede med til sammen omtrent 40 Mand, ind på Sundet. Der laa her for Anker to Norfarjægter [jekter som gjekk i handelsfart på Nord-Norge] . Den største tilhørte og førtes af Nils Røst og havde, Skipperen iberegnet, en Besætning af 10 Mand og to Smaagutter. Paa den mindste, der tilhørte og førtes af Jens Hansen Lund, var der 8 voxne Mand.

Nordfarerene fik ikke Tid til at drage affsted med sine Jægter og tænkte ikke paa at sætte sig til Modværge. Nogle, deriblandt de to Skippere, løb tilfjælds, og de andre tog Jægtejollerne og roede over til Reksten. De stakkels Nordfarere havde heller ikke stort at værge sig med. Paa den største Jagt havde man en liden Kanon, hvormed man havde skudt efter Lods, og en Rifle; det var det hele.

Inn i to hus

Da de tre fiendlige Baade kom ind paa Havnen, lagde de to til ved hver sin Nordfarjagt, men den tredje lagde tillands. De hjemmeværende Mandspersoner fra Kinn og Kinnesund, 7 i Tallet, vare samlede hos Gjæstgiveren Ole Mikael Henriksen, da Engelskmændene, bevæbnede med Sabler og Pistoler, steg paa Land og kom ind i hans Stue. Herinde optraadt Engelskmændene høfligt. De bad Nordmændene ikke være bange, udgav sig for Franskmænd og spurgte om man havde seet noget til Enegelske Skibe eller Kapere, hvortil vore svarede nei. Nogle andre Engelskmænd derimod, som var taget ind i en anden Gjæstgiveren tilhørende Stue, bar sig mindre skikkelig ad, idet de tog med sig noget Brød og Smør, som de fandt.

Plyndring

Imidleritd var ogsaa de to andre Baade, som havde været henne ved Nordfarjægterne, komne tillands, og nu undsaa Fienderen sig ikke for at plyndre. De tog en Sexæringsbaad, en Færingsbaad og et Par Snes flekkede Langer, som hang paa Hjel til Tørring. Alt tilhørende Gjæstgiveren, og desuden nogle Skindklæder og Fiskeredskaber, der tilhørte dels Gjæstgiveren, dels Henrik Johannessen.
Derpaa reiste de om bord paa Nordfarjægterne, kappedes deres Ankerr og Landtoug, heisede Seil og satte tilsøs med en laber Kuling af N.N.O. Besøget var heldigvis ikke langvarigt; thi der hengik ikke mer end godt 1 ½ Time, fra Mads Sørensen opp paa Fjeldet saa Fiendernes Skibe og Baade, og til de seilede affsted med Nordfarjægterne.

Nordmann med

Da Engelskmænderne steg i land i Kinnesund, havde de med sig en ubevæbnet Mand, som talte godt Norsk, og som aabenbart ma have været Nordmand. Han gik som en Veiviser foran Følget fra Søen og op til Gjæstgiverens Hus, men ved Indgangen til dette traadte en Engelsk Officer frem og gik i Spidsen for den andre ind i Stuen. Da den Ubevæbnede herinde vilde tiltale de tilstedeværende Bønder, blev han hindret heri og ført ud.

Senere, da Engelskmændene med sine Baade vilde lægge fra Land, løb Jens Gregoriussen Kinnesund ned paa Bryggen, hvor den Ubevæbnede stod, og sagde til ham: ”Gud naade Jer, at I tage vores Fisk og Baade bort,” hvortil han svarede: ”I faar vel Baadene og Fisken betalt”. Men da tre af Engelskmændene nu rettede sine Pistoler mod Jens, maatte dennen fjerne sig, hvorefter den Ubevæbnede blev tvungen ned i en af de fiendtlige Baade. Det var tydeligt, at Engelskmændene ikke vilde tillade ham at tale med Kinns-Folket.

Hvem denne Nordmand var, fik man ikke vide. Men to Dage før Pintse var et Bergensk Skib gaaet tilsøes fra Kinn, og man antog, og at den ukjendte Nordmand i deres Følge hørte til Besætningen paa dette.

Kystvern

Da det hele gik i slig Fart, var der ikke Tale om, at Kystværnet i betimelig Tid skulde have kunnet komme Kinns-Folket til Hjælp. De der havde kortest Vei, vare Mændene paa Reksten: men da tre eller fire af disse vare komne til Rognaldsvaag, havde Engelskmændene alt faaet Nordfarjægterne under Seil. Der var imidlertid gaaet Bud indover Fjordene, og i Løbet af den følgende Dag (tredje Pintsedag) indfandt der sig fra flere Kanter adskilligt Mandskab, de første Klokken 8 Morgen og de andre senere udover Dagen, alt efter Affstanden.

Drengene hos Christoffer Lind paa Furresund var blant de Første, som tredje Pindsedag indfandt sig. Det forsamlede Kystværn blev i Kinnesund til 4de Pinstesdag, men reiste saa hjem igjen. Da de engelske Skibe, som man tredje Pintsedags Morgen havde seet 6 til 8 Mil sydvest for Kinn, ikke sernere viste sig,

Peter Falch på Vaagene, som ved enne Tid var konstitueret Foged over Søndfjord og Nordfjord var tillige med Sektionsschef for Kysteværnet. Han fik ande Pintsedags Aften Kl. 10 til 11 med Folk fra Valvig Budskab om Engelskmændenes Besøg i Kinnesund, netop som han var ifærd med at pakke inn Fogdearkivet for næste Morgen at begive sig paa Vei til Sommerthinget i Nordfjord.

Han sendte Bud omkring til Kystværnmandskabet om snarest muligt at samle sig paa de bestemte Mødesteder, Furresund og Florø, for at moddtage nærmere Orde; men da han ikke kunde forsømme Thingene, maatte han overlade Kommandoen til en anden. Heldigvis var Henrik Martens hos ham, netop som han fik Budskabet om Engelskmændene Landgang, og han overgav derfor Kommandoen til denne og medgav han de fornødbe Papirer. Martens reiste strax same Nat til Furresund, og da Falch den følgende Morgen paa Veien til Nordfjord kom did, gav han de Tilstedeværende af Kystværnet Ordre til strax at begive sig til Kinn under Martens Anførsel. Engelskmændene vare imdlertid, som sagt, allerede anden Pintsedags Eftermiddag dragne affsted, saa Udkommanderingen viste sig unødig.

Frykt

Folkene paa Kinn blev naturligvis forstæmt [skræmde] ved Engelskmændenenes Besøg og var i Førstningen betænkt paa [tenkte i førstninga på] at bringe sine Familier og det kostbareste af sine Eiendele længere ind i Fjordene, men de har neppe gjort Alvor heraf, da man ikke senere saa noget til Fienden.

Krigsrett

Hvad foran er fortalt, er udskrevet af et Krigsretforhør, som den 26 September 1808 blev optaget paa Thingstedet Vaagene. Formand i Forhørsretten var Divisionsschefen Peter Tonning fra Nordfjord paa Indrullingsschef Kommandørkaptein von Fris Vegne. De andre Medlemmer af Retten var den konstituerede Sorenskriver Birkedommer Jersin og Sektionsschefen Engebregt Hjortdahl og Christoffer Lind. Forhøret var rekvirert af Kommandørkaptein Fris og havde blant Andet ogsaa til Hensigt at opklare, om nogen af Kystværnemandskabet havde vist sig feig eller uvillig. Det ser ud til, at Mandskabet havde gjort sin Pligt og skyndt sig for at komme frem; ialdfald fik det baade Falch og af Martens det beste Skudsmaal i saa Maade.”