Ein av hjelparane

Thomas-Stanford budde dei første åra på garden Leirvik. Seinare bygde han seg eige husvære som vart heitande Stanford-huset. Lars Sjursen Osen, fødd 1818, budde i eit lite hus ved Nedre Straumen. I folketeljinga 1900 står det opplyst at han "arbejder ved fiskeribedrift". Lars døydde søndag 14. juni 1903 og vart gravlagd laurdag 27. juni.

Lars Osen var godt kjend med laksen i utløpet av Gaula og hadde lenge vore hjelpar for sportsfiskarar som roar og kjeksemann (kleppar). Gamle Lars vart ein av dei Thomas-Stanford fekk med å gjera, såpass mykje at engelskmannen vart med i gravferda til kyrkjegarden ved Bygstad kyrkje.

Bygstad kyrkje 1903

I 1845 reiv dei stavkyrkja si i Bygstad og bygde ny langkyrkje på same staden. Men alt i 1939 vart kyrkja riven og bygd oppatt eit stykke unna. Den gamle kyrkjetufta og kyrkjegarden er framleis å finna. Det var på denne kyrkjegarden Charles Thomas-Stanford følgde hjelparen sin, Lars Osen, til grava i 1903. Og slik fortel han om gravferda i boka si:

Enkel seremoni

"Lars er død. Han døde sidst søndag og er bleven begravet i dag, lørdag den 27. juni. Jeg deltog i hans gravferd idagmorges. En mer rørende, enkel og gammeldags ceremoni kan man ikke tænke sig. Mangelen af en professionel forretningsmand til at besørge begravelsen befrier disse fattige bønder for de vulgariteter, som følger med begravelser i byerne. Afstanden til kirkegaarden er omtrent tre mils vei [1 engelsk mil - 1,6 km]. Kisten, som var dækket med markblomster og smaa friske kviste med furubar, blev kjørt paa en af de lange landsens arbeidsvogne, og slegt og venner fulgte, nogle tilfods, andre i stolkjærre."

Utan prest

"Jeg ventede, at presten skulde møde op ved kirken, men det blev ikke saaledes. Lars døde uden bistand af doktor og blev begravet uden geistlighedens medvirkning.

[I fotnote]: Jeg har senere erfaret, at presten ved sit næste besøg ved kirken læser bønner ved deres grave [jordfestingsseremoni], som er blevet begravet, siden han sidst var der. I betragtning av den overordentlig store udstrækning af hans kirkesogn, hvori der er fire kirker [Bygstad, Sande, Hestad, Viksdalen], af hvilke den længst bortliggende er otte og tyve mil herfra [Viksdalen], vilde det være umuligt for ham at være tilstede ved alle begravelser. Gudstjeneste afholdes en gang om maaneden.

Foran prosessionen kjørte to mænd, almindelige bønder, som jeg kjender af udseende; disse istemte med visse mellemrum en sørgesalme."

I kyrkja

"Ankommet til kirkegaarden blev vore heste bundne til rækverket, og vi fulgte kisten, som blev baaret af vore to mænd [Thomas-Stanford sine leigde klepparar, begge heitte Anders] og to andre naboer, ind i kirken. Denne er et nøgent træskur, uden anden utsmykning end en sterkt bemalet altertavle af træ, og paa alteret laa prestens messedrakt.

Mændene sad paa den ene side af midtgangen i kirken, kvindene paa den anden. Disse var alle klædte i mørke klæder, paa hovedet havde disse tækkelige tørklæder, som tager sig saa godt ud og som nu uheldigvis begynder at vige pladsen for mindre klædelige og ofte smagløse udgaver af den moderne hat; mændene var iførte sine mørkeblaa hjemmvævede klæder, hvilket altid giver dem et noget mørkt, trist udseende. Den eneste undtagelse var vor Anders, som havde fundet det passende at vise sig i en lysebrun rudet dragt, som jeg nylig havde givet han. Sandsynligvis skulde dragtens prægtige udseende erstatte den mindre passende farve."

Ved grava

"De to mænd, som havde sunget paa veien, fortsatte paa samme maade med at lede sørgegudstjenesten, som var ganske kort. Kisten blev derpaa baaret til graven, hvor der igjen blev sunget. Da forretningen var afsluttet, blev graven med det samme fyldt med jord, og da der ikke syntes at være nogen faste gravere, deltog alle mændene turvis i dette arbeide og saalede blev Lars lagt til hvile."

Ustelt kyrkjegard

"Det var noget stødende for engelske øine at se kirkegaardens tilstand. Gravene var bedækket med høit græss og frodigt ugræs, og jern- og trækorsene, som var opsat ved mange af dem, var faldt overende i mange retninger. Den fornemste grav, som tilhører en gammel familie, der endnu er repræsenteret her, var ikke i bedre tilstand end de øvrige. Det hele bar udseende af den største forsømmelse.

I et land som dette her, hvor kirken kun bruges en gang om maaneden, og de fleste af menighedens lemmer bor mange mil borte, er det rimelig at kirken ikke kan indtage en saa væsentlig plads i deres tilværelse som i en engelsk landsby; men det kunde idetmindste ventes, at presten, som altid er en dannet mand, skulde tilholde folket at vise bedre omsorg for sine afdødes grave."

Lars

"Lars's død vil efterlade et trist tomrom i vor tilværelse her. Han var altid oplagt til og satte pris paa en liden spas, og hans alder gav ham en noget priviligeret stilling. Der var endnu noget af svundne dage igjen hos ham. Han var uden kundskaber og dannelse, en tarvelig [nøysam] og endefram almuesmand, og han talte en dialekt saa udansk, at det maatte tilfredstille den mest ivrige norsk-norske patriot; men der var en medfødt høflighed i hans væsen, som ganske mangler hos de yngre mænd."

Nysgjerrig

"Ligesom mange norske var han fuld af nysgjerrighed efter at faa vide ens alder, beskjæftigelse og hvilke fiskeredskaber man havde, og hvad de og andre tilbehør kostede. Jeg har altid omhyggelig hemmligholdt, hvad dhrr. Hardys regning for en spaltet bambusstang virkelig beløb sig til, og finder i almindelighed, at ti kroner kan passere som et tilfredstillende svar paa spørgsmaal om, hvad en saadan koster. Ved at stige mer vilde man udsætte sig for at blive mistænkt for enten at være ødsel eller at lyve."